Vis det fulde website

AdvokatWatch

Retten i Glostrup begik fejl: Overgrebssag skal gå om

Sag om groft overgreb starter forfra, fordi Retten i Glostrup offentliggjorde udkast af afgørelse for tidligt.

Retten i Glostrup offentliggjorde torsdag et udkast om dommen i en pressemeddelelse. Problemet var imidlertid, at sagen ikke var afsluttet endnu. | Foto: Jens Dresling

En sag om groft overgreb på en lille dreng, der ellers var klar til domsafsigelse fredag, skal gå om.

Det er af Retten i Glostrup blevet besluttet fredag.

Det sker, efter at Retten i Glostrup torsdag offentliggjorde et udkast om dommen i en pressemeddelelse.

Problemet var imidlertid, at sagen ikke var afsluttet endnu.

"Det er en lille fejl med store konsekvenser for de involverede," siger dommer ved Retten i Glostrup Christina Breinstrup.

I pressemeddelelsen fremgik noget, der lignede mandens endelige dom samt begrundelsen herfor.

Men sagen er en såkaldt nævningesag. I en sådan sag afgøres først skyldsspørgsmålet, og dette skulle have fundet sted fredag morgen.

I sagen er en 43-årig mand fra Albertslund tiltalt for at begå adskillige overgreb på sin søn, der var mellem fem og syv år gammel, da overgrebene skal have fundet sted.

Han skal desuden have truet sønnen med, at hans familie ville dø i en bilulykke, samt at han ville få tæsk, og at han skulle bo fast hos faren, hvis han begyndte at fortælle nogen om overgrebene, fremgår det af anklageskriftet.

Fredag offentliggjorde Retten i Glostrup så endnu en pressemeddelelse.

Her forklares det, at sagen skal gå om, fordi "der foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om vores fuldstændige upartiskhed".

"Hvis du sidder som tiltalt i sagen, så kan der være en grund til at tro, at der allerede er truffet en beslutning på forhånd," siger Christina Breinstrup, som ikke vil komme nærmere ind på, hvordan fejlen skete.

"Jeg vil ikke hænge nogen ud. Jeg kan blot sige, at det var en menneskelig fejl, der ikke kommer til at ske igen."

Retsbygning ramt af bombetrussel – politiet spærrer af

Retten i Næstved evakueret efter bombetrussel 

Modtag nyhedsbreve fra AdvokatWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra AdvokatWatch

Job

Se flere jobs