Vis det fulde website

AdvokatWatch

"Jeg har virkelig styret med mavefornemmelsen i det her valg"

Fællesskab, faglighed, fleksibilitet og mulighed for forretningsopbygning fik advokat Peter-Michael Marskot Engstrøm til at skrive under på en partnerkontrakt hos Sirius Advokater efter ti år hos Advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten.

Efter ti år hos Kammeradvokaten rykker Peter-Michael Marskot Engstrøm til Sirius Advokater. | Foto: Sirius Advokater / PR

"Jeg har virkelig styret med mavefornemmelsen i det her valg."

Ordene kommer fra advokat Peter-Michael Marskot Engstrøm, der snart skifter fra Advokatfirmaet Poul Schmith/Kammeradvokaten til Sirius Advokater.

Her får han til opgave at opbygge en afdeling for rekonstruktion og konkurs efter ti år hos Kammeradvokaten.

"Det handlede ikke om, at jeg død og pine skulle ud og finde noget andet, men det handlede om, at jeg var et sted, hvor jeg i det hele taget overvejede, om jeg skulle blive ved med at være advokat," siger Peter-Michael Marskot Engstrøm.

"Efter ti år det samme sted begynder man at gøre sig nogle overvejelser om, hvilke andre muligheder arbejdslivet kunne byde på – særligt, når man har mere end 30 år til pensionsalderen," tilføjer han.

Engstrøm havde flere modeller oppe at vende: Selvstændig, advokat i et andet firma eller en helt ny rolle i en anden branche.

I den proces kontaktede han Sirius Advokater uvidende om at advokatkontoret havde besluttet sig for at få en insolvensafdeling og var i gang med at finde ud af, hvordan de skulle realisere den tanke.

"Jeg havde hørt om Sirius, og jeg var lidt interesseret i at vide, om det her værdisæt – som de er kendt for at have – om det kun var noget, de sagde, eller også noget, der fungerer i virkeligheden," siger Peter-Michael Marskot Engstrøm, der besluttede sig for at række ud til en advokat i huset og forhøre sig.

Vigtigt med fleksibilitet

I 2006 udarbejdede Pernille Backhausen, stifter og bestyrelsesformand i Sirius Advokater, sammen med kollegaen Bruno Månsson et papir med det værdigrundlag, som de mente, en advokatpraksis burde efterleve. Det blev starten på Sirius Advokater, og det er i dag stadig de principper, som advokathuset styrer efter.

En af de måder, Sirius Advokater adskiller sig fra andre advokatkontorer på, er, at der er truffet en bevidst beslutning i advokathuset om, at hver jurist leverer omkring 1100 debiterbare timer om året.

"Jeg var glad for at høre, der er handling bag ordene derovre. Det er med til at give en fleksibilitet, for hvis man ikke kræver det yderste af hinanden hele tiden og altid, så kan man være der for jobbet, når det kræver det, men også være der for sin familie, når jobbet ikke hele tiden kræver det," siger den 35-årige advokat.

"Det var rigtig vigtigt for mig med fleksibilitet i forhold til at skifte til et andet advokatfirma, hvis det var det, jeg skulle. Jeg har to børn, der er fem og syv, og de næste ti år med dem kommer til at blive vigtige for mig – vigtigere end alle mulige andre ting," siger Peter-Michael Marskot Engstrøm.

Entreprenant gen

Sirius Advokater tjekker flere bokse af hos Peter-Michael Marskot Engstrøm, der ønskede en kombination af fællesskab, faglighed og fleksibilitet i sit næste job.

Derudover giver jobbet hos Sirius Advokater mulighed for selv at bygge en afdeling op fra bunden, hvilket vægtede tungt i overvejelserne hos den kommende Sirius-partner.

"Udover at være advokat har jeg også altid haft et entreprenantgen. Jeg har ikke så mange følelser for, hvad det er, jeg skal bygge op, men jeg kan godt lide at bygge ting op," siger Peter-Michael Marskot Engstrøm.

Sådan en mulighed "får man nok ikke alt for mange gange i livet – og måske ikke mere end en enkelt gang", lyder det fra Engstrøm, der derfor ikke ville lade chancen passere.

"Hvis man har et entreprenantgen, er det ikke alt for mange muligheder, man har inden for advokatbranchen for at lave en forretning fra bunden i et etableret fællesskab. Jeg kunne selvfølgelig være startet for mig selv nede på hjørnet, men så røg fællesskabet, og det vil heller ikke være en model, der var interessant for mig," siger Peter-Michael Marskot Engstrøm.

Sirius opbygger nyt forretningsområde med partner fra Kammeradvokaten

Københavnsk advokatkontor får partner fra Dahl 

Tilmeld AdvokatWatch gratis nyhedsbrev

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra AdvokatWatch

Job

Se flere jobs