Vis det fulde website

AdvokatWatch

Deloitte slår tilbage og hyrer folk til juridisk afdeling

Danmarks største revisions- og konsulenthus retter fokus mod advokatbranchens område og opruster nu med nye medarbejdere i afdelingen Deloitte Legal. Det er dog ikke mere end seks år siden, at afdelingen med 18 medarbejdere og en "betydelig" millionomsætning måtte lukke ned i Danmark.

De store revisions- og konsulenthuse kendt som Big Four – KPMG, Deloitte, EY og PWC – har på internationalt plan længe haft kurs mod advokatbranchens område, og i land efter land har de oprettet juridiske afdelinger. EY er med 20 mand den største på feltet i Danmark, og som AdvokatWatch kunne fortælle i juni, har PWC også oprettet en juridisk afdeling, der er under opbygning.

Men Deloitte har udadtil ikke rørt på sig og hidtil ikke ønsket at kommentere planerne for en juridisk afdeling. Nu bekræfter Thue Hessellund, senior manager i Deloitte, dog over for AdvokatWatch, at Deloitte har gjort comeback på det juridiske område og oprettet afdelingen Deloitte Legal.

"De her legal-afdelinger har jo levet en lidt mærkelig tilværelse. Deloitte har jo lige som de andre (revisions- og konsulentfirmaer, red.) også haft en legal-afdeling før, som blev lukket ned. Det startede så op hos Deloitte igen for omkring to år siden, hvor man så fik lavet set-up’et ordentligt," siger Thue Hessellund til AdvokatWatch.

I spidsen for den juridiske afdeling står Helle Vestergaard Rasmussen, som ifølge sin Linkedin-profil har været partner i Deloitte Legal siden september 2016. Hun har tidligere været ansat som advokat hos Lett, der nu hedder DLA Piper, og har desuden arbejdet for konkurrenterne KPMG og som partner i EY Law.

Så sent som 1. oktober oprustede Deloitte med fire nye ansatte på det juridiske område. Afdelingen tæller nu i alt ni, hvoraf fire arbejder i København og fem, herunder Helle Vestergaard Rasmussen, sidder i Aarhus.

Thue Hessellund ønsker ikke at oplyse navnene på de andre medarbejdere i afdelingen, men fortæller, at to af de nyansatte har arbejdet i Erhvervsstyrelsen. Den juridiske afdeling beskæftiger sig med "de traditionelle discipliner", lyder det, heriblandt selskabsret, ansættelsesret og kontrakter. Deloitte Legal i Danmark får primært sine klienter fra andre afdelinger i Deloitte.

Det fremgår ikke af Deloittes hjemmeside, at der sidder en hel afdeling, og det er kun Helle Vestergaard Rasmussen, der fremgår som kontaktperson.

Helle Vestergaard Rasmussen har ikke ønsket at stille op til interview.

Deloitte blev slået ud af markedet

Deloitte er gået stille med dørene omkring sin oprustning, bekræfter Thue Hessellund.

"Vi har jo levet en stille tilværelse, det er ikke noget, vi har valgt at reklamere helt vildt meget med og blæser kæmpe stort op i markedet," siger han.

Konsulenthuset er færdig med at hyre i denne omgang, men afdelingen vil nok komme til at vokse igen inden for nærmeste fremtid, lyder det.

"Vi kan jo se, at rundt omkring i verden vokser de juridiske afdelinger, og det gør de også hos Deloitte. På verdensplan er der omkring 2400 ansatte i Deloitte Legal, så det er jo potentielt over et år eller to verdens største advokatfirma," siger Thue Hessellund.

Men man skal ikke mere end seks år tilbage, før det ikke så lige så godt ud hos Deloittes juridiske afdeling. Afdelingen havde en levetid på omkring tre år fra 2009 til 2012, før Deloittes lukrative forretningsben blev slået ud af markedet og måtte afskedige alle 18 medarbejdere.

Revisionskæmpen havde ellers fået samlet 16 ansatte og to partnere og det, som Deloittes adm. direktør Erik Holst Jørgensen over for Jyllands-Posten kaldte for en "betydelig" millionomsætning.

Men Deloitte Legal blev i marts 2012 fældet af Advokatsamfundet, der i knap et år havde opponeret stærkt imod de ansattes brug af titlen advokat i forbindelse med salg af advokatydelser i revisionsfirmaet. Brancheorganisationen truede de ansatte med, at de ville blive indbragt for Advokatnævnet, der kan idømme bøder og i værste fald fratage advokaternes deres bestalling for overtrædelse af de advokatetiske regler. Og netop dét fik revisionsgiganten til at trække sig tilbage.

"Vore ansatte advokater er i deres fulde ret til over for kunderne at bruge deres titler, og derfor er vi dybt uenige med Advokatsamfundet. Men (…) da en eventuel retssag tilmed vil blive både kostbar og tidskrævende, har vi valgt at lukke afdelingen med omgående virkning. For os vil det ikke være noget alternativ at lade vores advokater fortsætte under titlen som jurister i koncernen. Selve advokattitlen er vigtig for vores rådgivning," sagde Erik Holst Jørgensen til Jyllands-Posten i marts 2012.

Det standpunkt er imidlertid justeret her 6,5 år efter, da de ansatte ikke bruger deres advokattitel. Den gamle juridiske afdeling beskæftigede sig omtrent det samme som den nye: arbejds- og ansættelsesret, kapitalmarkedsret, køb og salg af virksomheder og selskabsret.

Rådgivning driver forretningen

Deloitte er Danmarks absolut største revisions- og rådgivningsvirksomhed, og huset kunne i seneste årsregnskab fremvise en vækst på 10 pct. og rundede dermed en omsætning på 3,5 mia. kr. Væksten er drevet af fremgang inden for rådgivning, der er godt på vej til at overhale revision som det største forretningsområde i Deloitte. Revisionsområdet er det eneste område med tilbagegang, og mens revision for fem år siden udgjorde halvdelen af forretningen, udgør det i dag 38 pct.

KPMG er det eneste af Big Four, som lader til ikke at have en juridisk afdeling i Danmark. Forklaringen finder man til dels i et tilbagetog i 2013, da firmaet blev banket godt bagud, da EY nærmest tømte KPMG for partnere i Danmark. Og planerne om at hyre advokater ind er ikke øverst på dagsordenen, lød det fra KPMG Danmarks snart forhenværende topchef Thomas Hofman-Bang i januar.

"Jeg kan konstatere, at mine tre konkurrenter mander kraftigt op på den her front ved at ansætte advokater, der så må deponere deres bestalling. Jeg tror kun, det er et spørgsmål om tid, før en af de store – og det bliver i givet fald en af mine konkurrenter – kommer til at åbne ballet og åbne et advokatselskab," sagde han dengang til AdvokatWatch.

Storstilet juridisk satsning hos PWC ramt af tilbageslag – nøgleperson låst

Vækst i rådgivning giver fremgang for Deloitte 

Mere fra AdvokatWatch

Job

Se flere jobs